Melodien der blev ved - Forord

Alle mennesker burde skrive deres erindringer. Ikke nødvendigvis for at udgive dem, men af rent egoistiske grunde. Det er i det mindste min konklusion, efter at jeg nu i nogen tid har beskæftiget mig med mig selv. Det er utroligt givende

at grave ned i sin egen fortid og forsøge at finde ud af, hvem man er, og ikke mindst, hvorfor man er den, man er. Og samtidig går det virkelig op for en, hvilke tilsyneladende i øjeblikket mindre bemærkelsesværdige omstændigheder, som senere viser sig at få afgørende betydning for hele ens tilværelse.

 

Men hvorfor delagtiggøre andre i disse erfaringer og oplevelser? Svaret er, at det behøver man heller ikke. Tilfredsstillelsen er i og for sig rigelig ved at tænke tilbage på dem og nedfælde dem på papiret til egen brug. Når jeg alligevel har lyst til at lade andre læse med, er årsagen, at jeg ved tilfældets hjælp har oplevet et stykke dansk kultur, der er enestående, og som hidtil ikke er blevet beskrevet så at sige fra bunden, nemlig Københavns Drengekor og hele det specielle miljø omkring koret for 60 år siden. Derigennem fik jeg lov ikke alene at møde, men senere også at arbejde tæt sammen med nogle af de store skikkelser i det 20. århundredes danske musikverden. Blandt dem, der skrev historie, var

først og fremmest Mogens Wöldike, men også kredsen omkring ham har haft afgørende betydning for udviklingen af vort musikliv. Samtidig har jeg levet i en tid, hvor udviklingen inden for dansk korsang formodentlig har været den gennem tiderne mest markante. Jeg har - atter ved tilfældets hjælp og i al ubeskedenhed - været en del af denne udvikling og finder det væsentligt, at nogle førstehåndsindtryk bliver givet videre til eftertiden.

 

Endelig har jeg som dirigent, kirkemusiker og som et homo ludens haft - og har stadig - et rigt, spændende og på mange måder ubegribelig morsomt liv. Det fremgår forhåbentlig af bogen, og jeg mener for resten, at det formodet under holdende aspekt i sig selv også kan være en begrundelse for at åbne døren til en del af sit lønkammer. Ikke alt lader sig fortælle, og heller ikke alt skal åbenbares, ligesom jeg, som det sig hør og bør ved beskrivelser af denne art, må gøre opmærksom på, at et og andet i tidens løb kan være blevet forskubbet i erindringen. Jeg har imidlertid på tro og love beskrevet begivenhederne, som jeg husker dem, og i det omfang, det har været muligt, er de faktuelle oplysninger i min beretning blevet konfereret med de involverede personer. Jeg er under udarbejdelsen af bogen blevet mødt med et så overvældende engagement og en så enestående hjælpsomhed og opmuntring fra en lang række venner og kolleger, at det ligefrem har været bevægende. De er så mange, at det vil føre for vidt at takke hver enkelt her, så jeg håber på tilgivelse, når jeg ud over en kollektiv tak nøjes med at fremhæve fem personer, som i ganske særlig grad har hjulpet mig: Det er nu afdøde sanginspektør Niels Møller og Hans Gammeltoft-Hansen, der begge læste med fra først til sidst, samt Musse Mathiasen og Leif Glud Holm. Sidst, men ikke mindst, skal jeg takke min hustru Sigríður Pétursdóttir for nordatlantisk overbærenhed, når jeg alt for mange gange under udarbejdelsen af mit manuskript har været totalt tabt for omverdenen.

 

Holte, december 2009

Steen Lindholm

 

[klik her] Melodien der blev ved

[klik her] for at læse et uddrag af bogen - Il maestro

[klik her] for at læse et uddrag af bogen - I Løvens hule